Velkommen
Man kan dyrke frilandsorkideer i haven på samme måde, som man dyrker almindelige stauder. Hos InVitroOrchids kan du købe haveorkideer, som er opformeret i mit hobbylaboratorium.
I naturen kan man finde orkideer i næsten alle naturtyper. Enkelte arter er faktisk ret almindelige, f.eks. skovhullæbe (Epipactis helleborine), som jeg har set i en rabat mellem kørebanen og cykelstien 400 meter fra Rådhuspladsen i København. Her kommer de igen år efter år, selvom kommunen jævnligt giver dem en tur med ukrudtsbrænderen.
I Danmark findes omkring 40 vilde orkidearter. Udover de danske, findes der også mange hårdføre orkideer i Nordamerika og Nordøstasien. Selv under de barske arktiske betingelser i Grønland gror fem forskellige orkideer, hvoraf mindst tre, grønlandsk gøgelilje (Platanthera hyperborea), hvid sækspore (Gymnadenia albida) og rhizomgøgeurt (Amerorchis rotundifolia) med lidt held kan dyrkes i Danmark.
I naturen er mange orkideer truet af udrydelse, og orkideer er derfor fredede. De må hverken plukkes eller graves op.
Anders R. Johnsen
| På grund af overvældende interesse har vi desværre udsolgt indtil efteråret 2012. |

